| |
Amager Bio, København |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.10.2021 |
Amager
Bio ca 2001. Foto: Thomas Hauerslev
AMAGER BIO
Amagerbrogade 123
Åbnet 1. november 1940
Lukket 27. april 1986
Biografsalen re-etableret som musiksted med kulturaktiviteter og enkelte
filmvisninger i 35mm med genåbning 28. februar 1997.
På Amager med den stærkt voksende befolkningstilvækst savnedes nye og
større biografer. Det gamle
Merry Teater blev tidligere i 1940 erstattet af en ny og større
biograf. Samme år åbnedes den 1. november så det helt nye Amager Bio med
898 pladser ikke langt derfra. Den Danske Skolescene fik bevillingen til
biografen, der blev ledet af skuespilleren Alfred Wilken. Det var meget
almindeligt, at åbningsforestillingen i københavnerbiograferne var en
danmarkspremiere, men i Amager Bios tilfælde måtte man nøjes med Svend
Methlings danske ”Sommerglæder” baseret på Herman Bangs novelle, der
havde haft premiere to måneder tidligere. Det blev åbningsfejringen
såmænd nok ikke mindre festlig af.
• Gå til stoleplan
Amager Bio
• Gå til Galleri: Spillestedet Amager Bio
Biografen var tegnet af arkitekterne Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsøe,
som allerede tidligere havde formet en række store biografteatre:
Boulevard Teatret,
Capitol,
Nora,
Odeon,
Toftegaard og
Park Teatret.
Samtidigt desuden den kolossale Saga-biograf,
der åbnede ved årsskiftet 1941/42 og i 1950 genopførelsen af
Kino-Palæet. Deres
tidligste bygninger tilhørte nyklassicismen, mens de senere
repræsenterede funktionalismen, hvilket Amager Bio bar tydelig præg af.
Resultatet blev ved indvielsen kaldt ’overdådigt smukt’ og
formålstjenesteligt. Biografens overskud ville tilfalde skolescenen. I
og omkring indgangspartiet havde den tidligere Amager-berømte Café de
Paris haft til huse. Dette forhus havde man ikke revet ned men blot
omdannet.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign |
Fra den hvide facade ud mod Amagerbrogade førte en meget bred hvælvet
port ind gennem forhuset til en forhal med stribet terrazzo
gulvbelægning og lyst puds på væggene, hvor billetkontoret var placeret.
Gennem store glasdøre med teaktræsrammer kom man ind i en rummelig foyer
holdt i en douce blå farve med sofaer betrukket med håndsyet stof og
moderne lysstofrør. Biografsalen var støbt i jernbeton og de 898
lænestole betrukket med blåt reps undtagen de to første rækker tiltænkt
børn, som var træstole betrukket med kunstlæder. Der var ingen balkon,
men gulvet pænt skrånende og salen lettere vifteformet således, ingen
skulle have problemer med udsynet. Foran det meget store proscenium med
fortæppe holdt i gult var der en scene, som kunne benyttes til optræden.
Til åbningsarrangementet, der vanen tro fandt sted i overværelse af en
række af byens spidser med takketale af direktøren og en prolog i
hyldest til amagerkanerne, vistes først et par korte musikfilm, der
skulle præsentere biografens fornemme lydanlæg.
Filmens repertoire bestod i skolescenens år ofte af et meget børne- og
familievenligt som helt naturlig udløber af bevillingsforholdet. Der var
mange Gøg & Gokke- og Tarzan-film på programmet og altid børnefilm
søndag eftermiddag. Premierefilm var egentlig ikke noget, ledelsen havde
spekuleret i, men i marts 1941 var der en tysk premiere på programmet og
det gentog sig i maj. I 1942 havde Amager Bio premiere på en svensk film
fra Palladium og dem kom der flere af senere på året, disse sammen med
øvrige københavnske biografer. I april 1943 havde biografen på samme
facon premiere på ”Erik Ejegods pilgrimsfærd” og med denne indledtes en
række fælles bropremierer på danske film, hvor af særligt ”Biskoppen”
med Ib Schønberg var en meget stor succes i starten af 1944.
|
|
Amager
Bio salsoversigt
Efter krigens afslutning havde biografen danmarkspremiere på ”Her kommer
Mr. Jordan” den 14. maj 1945. Herefter begyndte biografen regelmæssigt
at få premiere på amerikanske og engelske film sideløbende med et fint
repertoire af danske film og øvrige, der havde spillet andetsteds i byen.
Fortsat var især ”Tarzan”-filmene lige noget for biografens publikum og
Amager Bio havde premiere på rigtig mange af dem. 31. oktober 1955 havde
biografen premiere på den danske ”Altid ballade” og den blev en af
biografens allerstørste succeser gennem årene. Filmen af Gabriel Axel
havde et stort persongalleri med børn; igen sigende for biografen og
dens publikum.
I november 1962 solgte Skolescenen biografen til Freddy Hansen og Willy
G. Andersen for 1,7 millioner kroner, men fortsætter som bevillingshaver.
Forinden var der blevet installeret
CinemaScope. I juni 1966 overtager
A. W. Andersen bevillingen og lukker biografen for en gennemgribende
restaurering. Foyeren og salen bliver malet, der kommer nyt lys, ny lyd
og nyt lærred i salen. Ombygningen koster i omegnen af en kvart million.
Han genåbner 5. august med Walt Disneys ”Mary Poppins” og fortsætter
dermed biografens familievenlige profil. I 1968 kommer der nye maskiner
og en del af stolene skiftes ud.
I begyndelsen af 1967 havde Andersen indgået et samarbejde med
Husum Bio og distributører om fælles danmarkspremierer med fælles annoncering. Den
første film i dette samarbejde er Roger Corman-filmen ”Ravnen” med
Vincent Price og Peter Lorre fra Athena Film. Den blev efterfulgt nogle
måneder senere af ”Agent Sex” med Brigitte Bardot. Senere fulgte film
som komedierne ”Sådan laver man penge” og ”Arriverderci Baby”,
spionfilmen ”Dobbeltgængeren” med Yul Brynner, ”Spionfælden” med Frank
Sinatra og spionkomedien ”Spionen med den kolde næse”, western-filmen
”De dømtes fort” og en række andre. Samarbejdet var ganske succesfuldt,
idet filmene oftest gik særdeles glimrende. Det fortsatte i to år. Den
sidste film i samarbejdet var Henry Hathaways ”Hans sidste safari” med
Stewart Granger, som fik premiere 6. januar 1969. På sigt fik Husum Bio
nok mest ud af det, idet biografen i den anden ende af Københavns
kommune fortsat kunne sole sig med en lang række premierer helt for sig
selv. I dag kan man nok undres en smule over, hvordan det kunne lade sig
gøre så langt væk fra centrum.
|
|
I nogle år var biografen premiereløs, men kørte ellers udmærket. I 1970
fik Andersen opstillet nye filmmaskiner, som var i stand til at vise
70mm. Første film i dette format var ”Chitty Chitty Bang Bang” i en
kopi, som kom fra
Imperial i Fruens Bøge ved Odense, hvor den havde
været biografens åbningsfilm tre uger tidligere, den 8. december 1969.
Denne dag havde filmen også haft premiere i
World Cinema i København –
men her i 35mm.
Lidt længere oppe 70’erne kom der igen sporadiske premierer, men det var
mindre titler fra Cinema Film. Obel og Atlantic Film gav indirekte også
biografen københavnerpremierer nok mere utilsigtet, idet Amager Bio
havde søndagspremiere på nogle børnevenlige film, der blev udlejet til
disse eftermiddagsprogrammer uden at have haft regulær premiere i
hovedstaden forud. Filmen fra Atlantic-selskabet var i øvrigt plagiatet
”Tarzan i den mystiske jungle” i dobbeltprogram med en ”Robin
Hood”-premiere. Jo, Tarzan holdt fast i Amager, Robin Hood stødte til
med et par stykker mere og enkelte andre småpremierer fandt også vej.
I
1975 overtog Andersen også driften af Toftegaards Bio, der dog måtte
lukke kort efter. Tre år senere overtog han tilmed driften af
Merry 1-2-3, der i 1975 havde
flyttet navnet over til en ny tre-sals biograf i Amager Centeret, mens
den gamle Merry-biograf lukkede kort efter. Merry 1-2-3 skiftede i
forbindelse med overtagelsen i 1978 navn til Amager Center Bio. Lidt
forvirrende med disse næsten identiske biografnavne. Man byggede
samtidig Amager Bio om til to sale og benyttede praktisk nok de to
tiloversblevne fremvisningsmaskiner fra Toftegaard til Amager Bios nye
sal 2, der fik 270 pladser, mens den gamle var skrumpet til 350.
2. juledag 1977 havde Amager Bio sammen med
Nørreport og
Rialto premiere på den danske
krimi ”Skytten” med Jens Okking. Filmen spillede i fire uger, men
derudover blev det ikke rigtig til flere store danmarkspremierer for
biografen. Først da det lakkede mod enden, fik biografen nogle enkelte
premierer igen og af disse var den største succes Bille Augusts
fortsættelse til ”Zappa”, ”Tro, håb og kærlighed”, der fik premiere 2.
juledag i 1984.
|
|
”Pale Rider” med Clint Eastwood kom på programmet den 20. september 1985
som biografens sidste danmarkspremiere. Amager Center Bio fortsatte med
spritnye film fra tid til anden, men på dette tidspunkt i den
københavnske biografhistorie var det i store træk blevet meget småt med
danmarkspremierer på den anden side af Langebro.
Amager Bio lukkede den 27. april 1986. Som Andersen forklarede, behøvede
han da ikke længere konkurrere med sig selv. Bygningens nye ejere havde
planer om at indrette supermarked, sådan som det nu var sket utallige
gange i forhenværende biografsale af en vis størrelse og Føtex stod på
spring. Planerne blev imidlertid opgivet efter stor modstand fra
lokalbefolkningen, der mente, området var rigeligt forsynet. Netto fik
da også på et tidspunkt sat et stort reklameskilt op over biografens
gamle indgangsparti med henvisning til en anden lokalitet blot få meter
derfra.
I elleve år stod biografsalen tom. Indgangspartiet og foyeren var
omdannet til grillbar, men den 28. februar 1997 genopstod Amager Bio og
kunne slå dørene op som nyt kultursted. Det blev dog bagdørene, man
åbnede. Indgangen var rykket om til biografsalen bagved og udgang blev
til indgang. Indendørs var de to sale atter slået sammen. Som
kulturhus
skulle stedet bruges til musik, kultur og teaterarrangementer og især
koncerterne blev vældig populære. Ombygningen kostede 11,5 millioner
kroner.
Ved sjældne lejligheder var der atter biografforestillinger i Amager Bio
og det var fortsat på 35mm. Det gamle apparatur var rustet op, men man
fik en ældre maskine, der tidligere havde fungeret i
Grøndal. I 2019 hænger der stadig nogle filmspoler med lidt strimler
på en væg som minde om tidligere tider. Foyeren og hele forhuset ud til
Amagerbrogade er nu revet ned, men Amager Bio-salen lever endnu.
|
|
Amager
Bio som vist i Biografbladet
70mm Maskiner
Bauer U3
Billet telefon
Central 2076 (49-64)
01 58 20 76 (68-83)
Pladser
898 (49-59)
822 (68-69)
|
|
Københavnerpremiere
på "Chitty Chitty Bang Bang" i 7OMM fredag den 9. januar 1970.
|
|
Amager
Bio genåbnder efter istandsættelse med Walt Disneys
"Mary Poppins" den 1. august 1966
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Amager Bio |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:30:27 |
|
|