Teater-Biografen / Randers Teater | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.12.2024 |
 Randers Teater - filmprogram nytårsdag 1917Teater-Biografen / Randers Teater Østergade 12 Åbnet 15. september 1912 Lukket 20. maj 1932 I Randers var Kosmorama åbnet som byens første biograf den 1. november 1905. Tidligere samme år var Randers Teater indviet den 7. februar – og hvilket fornemt af slagsen det var med et formidabelt tilskuerrum med rødmalede vægge og et gyldent, skinnende tæppe foran scenen. Salen er indrettet med hele to balkoner udsmykket med hvide stukfigurer som erstatning for byens 100 år gamle teater samme sted, der nedrevet i marts 1904 blot rummede plads til 280 gæster. Det nye rejst på bare 11 måneder har 660 stole fordelt over 117 pladser i 1. parket, 115 i 2. parket og 95 parterre. 1. balkon rummer 155 pladser, mens 178 gæster kan tage plads oppe på 2. balkon. Ved balkonlogen findes en stor foyer med hvælvet loft og italiensk marmor samt flotte malerier henover den ovalt formede vestibule med polerede granitsøjler og blyindfattede ruder. Langs gangene forefindes garderober samt toiletrum med brede trapper mellem etagerne alt sammen godt oplyst, da der er indlagt elektricitet overalt. I mellembygningen ligger teatrets restaurant med plads til 100 gæster og klubværelser ovenfor med altan mod haven og til højre selskabslokaler med en bagud ragende festsal for klubben Harmonien, der også ejer teatret nu genrejst af Carl Harild til sin nye, prangende skikkelse med veranda af kampesten og et overordentlig smukt haveanlæg nedenfor en stejl trappe. Under festsalen bor husets vært i en stor stuelejlighed med fire værelser og i denne fløj findes bibliotek foran i tårnet mod Østergade, der på imponerende vis afrunder den langstrakte facades højre side. Så flot var selve teatersalen, at både Horsens og Viborg bygger sine egne efter samme mønster og fælles for dem er, at de alle tre kommer til at vise film som regulær biograf. Det viser sig nemlig svært at få det til at løbe rundt med så store etablissementer i selv større provinsbyer, så med mange års mellemrum gives biografbevilling med forskellige (ud)fordringer tilknyttet. I Randers sker det fra efterårssæsonen 1912 med orkestermusik under forestillingerne, som principielt skal vare to timer, så det rent faktisk illuderer en slags teaterforestilling. Bevillingen er tildelt Harmoniens direktion ved grosserer Otto Kragh. Som direktør for biografvirket antages den tidligere provinsskuespiller Otto Petersen bosiddende i København, som derovre siden 1909 har drevet den langt mere beskedne Frederiksberg Biograf. Teater-Biografen behøver end ikke aflyse, når der gives forestillinger på de skrå brædder til venstre. Filmene rykker blot over i festsalen til højre, der har plads til cirka 550 gæster denne dog kun med én balkon men ellers indrettet på samme vis, hvor der i teatersalen kan sælges 640 billetter til biografforestillingerne. I Harmoniens festsal er der allerede vist film kort efter bygningens indvielse og henover tre uger omkring Kosmoramas åbning i november 1905. Der er stor uvilje at spore blandt teatergæster, som ikke har meget tilovers for disse ’afskyelige biografteatre’, når de træder det levende teater over tæerne eller for den sags skyld endda uden sirenesang lokker publikum væk fra den ægte kunst. Til en begyndelse spilles i forhold til programmets længde noget usædvanligt uafbrudt fra kl. 16 til 23 på søndage og fra kl. 19 på hverdage, hvor publikum tilstedes adgang under pauserne og således åbner Teater-Biografen søndag den 15. september 1912. Garderoberne er også tilgængelige, når der vises levende billeder, men brugen af dem frivillig. En lang affære som Albert Capellanis ”Paris’ mysterier” spiller i sig selv halvanden time ugen derpå, hvor visningerne til premieren mandag den 23. september er henlagt til festsalen, mens der følgende dage spilles i teatret. Efter sæsonafslutning 2. pinsedag den 12. maj 1913 noterer man sig nogle fejlskud men sandelig også mange træffere. Ikke mindst en storfilm på to timer og knap tre kvarter som ”De ulykkelige” efter Victor Hugos ”Les misérables” i Albert Cappelanis italienske instruktion vandt manges hjerter. Allerede i juli lyder det, at der ikke vil blive spillet film den kommende sæson, men teatrets formand udtaler, at det godt kan være, at denne kunstart vil blive genoptaget senere, så modstanderne skal ikke glæde sig for tidligt over en sejr, thi filmene ’har vist sig at være en god udvej, naar det gælder om at skaffe penge i kassen.’ Alene første dag tilbage i september 1912 var der eksempelvis solgt 2.500 billetter. Otto Petersen slår sig sammen med sin gamle kollega Ludvig Castella fra Biografen på Brødregade, der under ny fælles ledelse skifter navn til Phønix-Teatret. Efter en billedfattig vintersæson, hvor i stedet en 19-årig Osvald Helmuth har debuteret på de skrå brædder, viser Randers Teater under dette navn fra 18. oktober 1914 ’efter overenskomst med Phønix-Teatret’ atter film på søndage, hvor der typisk gives fire forestillinger fra kl. 16. Første program er selvfølgelig atter en Palads-titel fra Sophus Madsens kvalitetsbevidste Dansk-Svensk Film, nemlig Gaumonts franske ”Skibsdrengen” instrueret af Léonce Perret med usædvanligt lange mellemtekster, hvilket ikke var enhver beskåret at læse sig igennem. Når teatret herefter viser film, holdes der lukket i Phønix. Aftalen var udmærket, da store titler kan samle et gevaldigt publikum i den langt mægtigere teatersal på søndage, som altid er ugens suverænt bedste. En ellers noget usædvanlig praksis, der også benyttes af Fotorama i Odder, som på udvalgte søndage i de samme år viser film i Central Hotellets store sal ved siden af sin egen. Allerede 25. april 1915 tager Randers Teater skridtet videre og lader den godt to timer lange ”Cabiria” af Giovanni Pastrone fortsætte yderligere fire dage i teatersalen for herefter at skifte til nyt program om fredagen, hvor Phønix dermed kan tage sig en helt lille ferie indtil den 3. maj, hvor så omvendt teatret går i sommerdvale. To år efter lukker Phønix ved udgangen af marts 1917 på grund af bevillingshaverens død. Randers Teater fortsætter ufortrødent ved i begyndelsen at vise et par film til benefice for Castella, der kunne være blevet arbejdsløs, hvis ikke Otto Petersen snart havde rigeligt at gøre andetsteds, hvorfor nu Castella officielt leder Teater-Biografen, der snart reklamerer med sit gamle navn – de første måneder anført i parentes. Også varietéteatret Kasino i Rosenørnsgade nu forklædt som Folketeatret viser film fra lørdag den 1. september. Dog kun som del af den øvrige underholdning, hvor Kinematografens levende billeder maksimalt må udgøre 20 minutter, mens mindre operetter og pantomimer, hvori der ikke medvirker mere end fem personer og tre statister ifølge Justitsministeriets direktiver må vare 40 minutter. Det var skruet stramt sammen, men mere end det, kunne en anden direktør Petersen derovre ikke få lov til. Filmprogrammerne skiftes i begyndelsen to gange om ugen, men bliver siden mere sporadiske. Arrangementet løber i henved fem år, hvor publikum til sidst ikke længere orker at blive præsenteret for strimler, man nu har set andetsteds forud. For Randers Teater stillede sagen sig bedre allerede dengang i efteråret 1917, idet Kinografen og Kosmorama i avisindlæg henover sommeren er bebrejdet en række mislykkede film. Så varer det ikke længe, før der for alvor er bølgeskvulp i biografbugten. I første omgang påbegyndes opførslen af Raadhus-Teatret som resultat af, at Petersen ikke kunne få lov til at åbne et nyt biografteater ovre på den anden side i ’Strømmen’, hvor Skanse-Teatret først skyder op ti år senere. Teater-Biografen udvider samtidig sit filmrepertoire til igen at omfatte øvrige ugedage fra tid til anden, men kan ikke længere få de fineste paladsprogrammer, da der blændes op på Rådhustorvet. I november 1917 er i stedet Skandinavisk Films ”Trilby” med Clara Kimball Young på plakaten, som har været åbningsprogram for World Cinema et par måneder forinden, hvor Cirkus Varieté er sprunget ud som fast biograf i vinterhalvåret. Da kalenderen skriver 1918, er samtlige visninger i januar henlagt til klubbens festsal, som man kendte det fra tidligere, men i februar er filmene tilbage i ’Thalias hellige haller’, som Social-Demokraten hyggede sig med at hælde salt i såret. I tågelandet mellem den stumme scene på det levende teater spørges der ganske eftertænksomt til amerikanske film af samme avis i forbindelse med hjemkomsten: ’Har De lagt mærke til, at paa ingen andre film ser man saadan smukke gamle hvidhaarede gentlemen som paa de amerikanske, de ligner slet ikke maskerede skuespillere og er det heller ikke. Det kan man godt bruge som norm for disse kunstneriske film, alt i dem er, saa overbevisende.’ Det drejer sig i dette tilfælde specifikt om Universal-produktionen ”Manden fra det ukendte” fra 1916 med King Baggot og en række øvrige distingverede herrer på rollelisten. Hollywood er i hast ved at udvikle den filmtradition, der distancerer sig fuldstændig til den teaterfremtoning, en så udmærket dansk skuespiller som Poul Reumert aldrig kunne lægge fra sig, når han filmede. Visningerne flytter frem og tilbage på scenerne i én uendelighed og man må nøgternt konstatere, at Teater-Biografen ganske enkelt råder over to store sale, hvilket er noget aldeles unikt her i stumfilmstiden. Snart kan Teater-Biografens to masker noteres for indtil flere danmarkspremierer og i oktober 1918, hvor konkurrencen med Raadhus-Teatret er et faktum, ses fx ”Chaplin på rulleskøjter” i festsalen både fredag, lørdag og søndag. Ulykkeligvis bryder den spanske epidemi ud, hvilket koster store tab på et tidspunkt, hvor der ellers netop var ved at komme ekstra skub i helt store teateropsætninger på bagkant af verdenskrigen. I lange perioder af 1921 og i første halvdel af det efterfølgende vises ingen film på Østergades hvide lærreder, men i juli 1922 er den ikke længere helt unge Castella tilbage i fuld hopla iført sin brede kunstnerhat og således starter den nye sæson umådelig tidligt allerede 23. juli – fremover udelukkende i teatersalen. Teater-Biografens vellidte leder kan slet ikke vente med at præsentere sine nye, førsteklasses maskiner. Ved fremføring af ’de mest kunstneriske og sensationelle films – med byens største og bedste lokale og med den ældste biograf-expert som leder, vil Teater-Biografen blive et foretagende af rang’, skriver annoncerne. Noget besvær får man dog med det større apparatur, der med erfaringerne fra Viborg Teaters Kino er placeret bagerst på den meget dybe scene og lader til at skabe en del irritationsmomenter ved, at lyset dermed kastes gennem lærredet ud over tilskuerne. Der er på genåbningsdagen tale om den ret beskedne ”Straffefangens skæbne” med Mary McAllister, der har haft danmarkspremiere i Vesterbros Teater i København måneden forinden. Kender man lidt til den biograf, er ordet ’kunstnerisk’ om repertoiret ikke det, der falder lige for, men så var der jo også det ’sensationelle’. Filmens distributør – og leverandør af maskineri – er det århusianske Fotorama. De fleste af Teater-Biografens næste film kommer således fra dette selskab, som elleve år forinden haft fingrene nede i kagedåsen med et nærmest identisk arrangement ovre hos Kinografens Gottlieb Erichsen, dengang han købte Kosmorama. Orkesterledsagelse er man som udgangspunkt for længst gået bort fra. I de fleste tilfælde lytter publikum blot til et piano, men drejer det sig om større programpunkter, er en trio på plads, om det byder sig. De kommende år bliver trods konkurrence fra flere nyopførte biografer vældig gode, idet Fotorama rent faktisk netop er storleverandør af sofistikerede, kunstneriske film fra både Tyskland og USA foruden en uendelig stribe ramasjangtitler fra sidstnævnte som glimrende supplement. Den store elefant i rummet, det evige spørgsmål om biografbevilling, giver i sidste ende dødsstødet til hele Fotorama-konstruktionen, men afstedkommer nærmest kun frivilligt forandringer på biografkortet i Randers. Randers Teater kommer ulykkeligt af dage på anden vis og alene derfor finder teater- og biografdrift sammen igen hånd i hånd omme på den anden side af 2. verdenskrig – tilfældigvis i Kino-Palæet opført af Gottlieb Erichsen på Kinografens grund i 1940. Inden vi kommer så langt vises endnu film i begyndelsen af det nye årti, hvor kun halvdelen af byens øvrige større biografer er hurtige til at installere tonefilmsudstyr. Stolene er de samme fra dengang ved åbningen og bliver kun sporadisk repareret efterhånden temmelig hårde at sidde på. Af ren nervøsitet for at rette opmærksomheden væk fra scenen gør man ikke som mod vest, hvor Viborg Teaters Kino pudsigt nok allerede selv har skiftet navn til Kino-Palæet. Castella hygger sig i stedet med at indrette et helt lille teatermuseum i bygningen, mens filmforestillingerne bliver færre og færre, efterhånden som Castella ikke kan finde stumfilm nok, der vil kunne samle tilstrækkeligt publikum til at fylde den store sal. Fredag den 20. maj 1932 vises ved to forestillinger og ledsagende foredrag filmen ”Dassan”, hvis medvirkende i forvejen ikke taler ret meget, for det er nemlig pingviner. Det bliver Teater-Biografens sidste program. Efter ferien genoptages forestillingerne ikke og Harmonien frasiger sig biografbevillingen. Det sidste fandt mange temmelig dumt og teatret fortrød da også hurtigt. I løbet af sommeren var der hændt det, at filmudlejere og biografdirektører var inviteret til præsentationsforestilling i Teater-Biografen med uddrag af Fotoramas tonefilm for den kommende sæson, hvor et demonstrationsanlæg fra Zeiss-Ikon til stor begejstring var sat op til lejligheden. Konkurrenterne skæver med rædsel til, hvordan det derovre går med Kino-Palæet i Viborg Teater og betaler ganske enkelt Randers Teater for ikke at fortsætte med tonefilm, som kunne have kørt i hvert fald Kinografen og Kosmo-Palæet i sænk for Erichsen. Efter man havde taget imod, var det for sent, men de tilbageværende biografer fik kun en stakket frist. Arbejdernes Biografteater – nu Biografen ’Jylland’ – får nemlig overdraget bevillingen, så de derovre kan vise film fast alle ugens dage. Her får man straks julelys i øjnene, hvilket alt sammen munder ud i Slots-Bio. Det er Holger Bach derovrefra, der mange år senere drister sig til at afsløre, hvordan arbejderne pludselig var vågnet op i baronens seng. Den 23. februar 1945 udøves schalburgtage begået af Petergruppen mod teatersalen, der sammen med restaurationsbygningen ved sprængningen af en hel serie bomber efterlades i ruiner, som længe henstår til offentligt skue nødtørftigt afspærret af opslåede brædder på tværs af de huller, der engang var døre. Den højre fløj med festsalen og hjørnetårnet bliver stående og må i flere år lægge scene til teatret, før det som nævnt køber sig ind i Kino-Palæet. Festsalen ombygges siden til kontorer, hvor FOA holder til i dag. Til venstre fører en trappe ned fra Østergade til Trapsgade, der benyttes som parkeringsplads. Atter til venstre herfor opføres i 1952 et nyt ejendomskompleks med forretninger og en større restaurant i stuen som erstatning også for en anden bombesprængt bygning. På samme tid starter så teaterforestillingerne i Kino-Palæet på Middelgade. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
 • Gå til Teater-Biografen / Randers Teater | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 15-11-2024 |