| |
Kinografen Vejgaard / Kinografen, Aalborg |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
11.12.2024 |
Foto
af salen set fra balkonen. Ukendt fotograf.
Kinografen Vejgaard / Kinografen
Hadsundvej 18
Åbnet 10. juli 1924
Lukket 29. juni 1977
I august 1923 har grosserer N. Odgaard som den mest pengestærke herre
efter heftig duel med værtinderne på Afholdshotellet tilkæmpet sig
bevillingen til at indrette Vejgaard Biografteater, som han navngiver
Kinografen her i Nørre Tranders Kommune, der i årevis har sukket efter
egen biograf. Salen kan efter hans tegninger indrettes med 224 pladser
fordelt over 14 rækker med otte sæder på hver side af en midtergang i en
opstilling, der i øvrigt aldrig forandrer sig stort.
Ved åbningen er der udgang bagtil på hver side af lærredet, mens et
operatørrum placeres over foyeren med lille kontor mod gadens
murstenspyntede, hvide gavl, der i tysk og heroppe uvant stil svinger
sig op i buer tænkt som en hilsen til byens nye apotek ved siden af.
Øverst reklamerer Kinografen på en rød vimpel med indgang nedenfor i
midten på hver side af store vinduer pyntet med billeder og plakater.
Til venstre for en lille butik er et vindfang i midten af forhuset
indrettet med kasse og tilhørende kiosk bagved indenfor døren til
forhallen, der som en overraskelse har fået en rummelig balkon placeret
henover det inderste stykke med plads til yderligere 42 gæster.
Indvendigt fremstår det meste i røde farver under det kraftigt rundbuede
loft.
Således kan 266 gæster fra torsdag den 10. juli 1924 øst for Aalborg
midtby se ”Vejen mod lyset”, D.W. Griffiths succesrige melodrama med
Lillian Gish og Richard Barthelmess, der såmænd bedst er kendt under
originaltitlen ”Way Down East”. Ved klaveret spiller fru Heegaard til
alles uovertrufne nydelse så godt, at musikken i sig selv er værd at
rejse efter. Den 16. august 1931 har Kinografen premiere på sit nye
tonefilmsanlæg med Marlene Dietrich i ”Den blaa Engel”, sådan som samme
film havde inviet Fotoramas nye anlæg på Østeraa ni måneder forinden.
Kinografens første større ombygning sker i sommeren 1942, hvor biografen
lukker den 4. maj frem til genåbning med Marguerite Viby som ”Frk.
Kirkemus” tirsdag den 25. august. Salen er da forlænget 5½ meter med
plads til 252 på gulvet, mens en projekteret udvidelse af balkonen for
at få plads til 67 ikke realiseres og rummer derved ’kun’ 294 pladser,
selvom der skulle være kommet 90 ekstra ud af ombygningen. Odgaard kan
have pillet nogle rækker ud forinden. Højttalerne er udskiftet og
lærredet større, idet dørene er ført ud i hver side. Hele rummet er
desuden pudset op fra gulv til loft og fremtræder nu i lyse farver over
høje træpaneler, ligesom forhallen er vokset ved at inddrage den lille
forretning, hvorved også trappen op til balkonen er blevet bredere efter
at være flyttet over i højre side. Omvendt må en ny trappe i januar 1943
af sikkerhedshensyn føres op til operatørrummet udenfor bygningens
venstre side. Ved salens nordlige ende mod højre er der allerede om
sommeren ligeledes udenfor opført en halvtagsbygning til toiletter. Før
var der slet ingen. Her bliver det nødvendigt at opsætte gitterlåger ud
mod gaden på begge sider, så publikum ikke forvilder sig ind ad den vej.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Kinografen
i Vejgaard - åbningsprogram 10. juli 1924
Fra 1950 er forstaden Vejgaard en del af Aalborg Kommune og den 30. juli
1954 bliver Kinografen for en tid førende, da den som kun provinsens
fjerde biograf får installeret
widescreenlærred på 3 x 5,5 meter mod før
2,8 x 3,9 til
”Tordenbugten” med James Stewart, hvilket sammen med nyt
maskineri fra Zeiss-Ikon i operatørrummet står i 40.000 kroner.
Forandringen koster denne gang kun relativt få pladser på grund af den i
forvejen store afstand op til lærredet lagt til de tolv år forinden.
Kinografen råder da over 288 sæder og bliver et sandt tilløbsstykke med
sit såkaldte vidunderlærred, der fylder hele endevæggen. Odgaard nyder
de gode tider med høj cigarføring og flere danmarkspremierer, bl.a.
”Familien Trapp i Amerika” sammen med
Aarhus Scala og
Kino Horsens den
11. april 1959 et helt år før
3 Falke Bio, der i årevis var totalt
blændet af sydens sol over ”South Pacific”.
I 1962 lukker Kinografen den 10. maj, hvor bygningen for en god skilling
er solgt til John Thybo Nielsen fra
Kinoteatret i Farsø her drevet af
moderen, mens han selv opnår bevilling til Kinografen. Den unge direktør
bruger det næste halve år på en renovering af både foyer og salen, der
er delvist ramt af svampeangreb. Salen stråler nu i blåt over nye
mahognipaneler, mens salens denne gang 265 stole kommer i forskellig
kvalitet iført rød plastic foran og her bagved fløjlsbetrukne i blågrå
nuancer. Omkring mellemgangen er der kun syv sæder til venstre, da de
nye er en my bredere end de gamle. Samtidig tilbygges en lille scene
foran lærredet, der dækkes af et gult fortæppe, mens lyden er
stereofonisk. Til evig tid udskudte planer om at indrette toiletter i
kælderen bliver heller ikke til noget i foråret 1963, hvorfor man aldrig
slipper for gennemtræk omkring udgangen til højre for lærredet. Facaden
får ny beklædning forneden og neonskilt med KINO-grafen ragende ud over
fortovet.
|
|
Foto
af facade. Ukendt fotograf.
Den officielle genåbning finder sted tirsdag den 6. november 1962
markeret med intet mindre end en danmarkspremiere fra filmselskabet
Columbia på en mexicansk film med titlen ”Op og ned med Cantinflas”, som
bliver en pæn succes her i byen, hvor den spiller i otte dage. Fra maj
1968 spiller ”The Sound of Music” i flere måneder som Kinografens
største succes gennem alle tider. Stor tilfredsstillelse har Nielsen fra
samme år, da han begynder sine efterhånden legendariske
dobbeltmidnattere, mange i og omkring Aalborg gerne drager til Vejgaard
efter. Det slagfærdige program vises snart også lørdag eftermiddag,
hvilket er et særsyn, der kræver notat for eftertiden, når man fx en dag
i 1973 må vente helt til kl. 19 for at se ”Walt Disneys Jubilæums-Show”.
Alt lod til at foregå anderledes på Hadsundvej og Kinografen var elsket
for det.
10. marts 1967 lyder en fornøjelig danmarkspremiere på ”Dr. Goldfoot og
bikini-maskinen”, hvor man trods Vincent Price øverst på plakaten
begynder at ane, hvor det bærer hen. Idolet Frankie Avalon er også med.
Indenfor har en ung Erik Hamre uddannet sig som operatør, før han finder
vej til Scala og videre ind i voksenlivet. Han bliver siden mangeårig
direktør for
Gentofte Kino med Kai Altenov fra Palæ som inspektør.
I december 1969 købes Kinografen med fars penge af den 23-årige
handelsstuderende musiker Karl Gunnar Skadelund fra Løkken, hvor
elektricitetsbestyrer Magnus Skadelund i mange år har drevet først
Løkken Biografteater og herefter
Kino-Palæet. Bevillingen skal dog
opslås ledig og unge Karl Gunnar får den ikke før 1. maj 1970, så
overdragelsen trækker lidt ud. Nu bliver det først rigtig ophidsende,
når man dykker ned i repertoirets mørkere sider, som får frit løb, da
voksencensuren er afskaffet. ’Den forrige ejer forsøgte at spille
problemfilm, men det gik helt i vasken’, forklarer Skadelund. ’Indtil videre fortsætter jeg med westerns, knaldfilm og den slags… Jeg har
overhovedet ingen idealistiske skrupler med hensyn til at spille
krigsfilm og pornofilm. Hvorfor skulle jeg have det? Det er dem, der
giver bedst…’
Der bliver nærmest tale om helgendyrkelse af denne fortsat spøjst
udseende bygning med sit efterhånden mystiske repertoire og usædvanlige
tilgang til blot det, at skulle træde afsides. Inside er der fra
efteråret ’satisfaction’ hver eneste dag med sene forestillinger
bestående af pornofilm, der under denne paraply viser hjemmegjorte sager
støvet op i København for i Jylland at blive præsenteret i traditionelle
biografer. Aabybro Bio (Biografen)
har siden juli 1970 med undtagelse af et
ufrivilligt stop efter politimæssig interaktion haft dem fast på
programmet, hvilket ved aftentid gjorde de tyve kilometer landevej
stærkt befærdet.
Annoncerne noterer indholdet som værende ’pornographically motion
pictures’ og saftsuseme, at man skal være 20 år gammel for at komme ind
til dem. Filmene distribueres via Aabybro af ’Dansk-Tysk Film’, hvorved
i øvrigt ophavet afsløres. Indgangen til salen flyttes ud i venstre
side, hvorved der med et ’uheldigvis’ dårligere udsyn fra foyeren skabes
en lille niche bagtil, som reducerer antallet af stole til 252, hvoraf
halvdelen står til at blive udskiftet med i alt 248 stående tilbage.
|
|
For projektionen står et lille apparat af mærket Norris Super 8, så
større er aftenshowet altså ikke. Ved nattetide i maj 1971 bryder nogen
ind i operatørrummet og stjæler hele beholdningen af den tyske slægt,
tolv frække strimler samt smalfilmsapparatet og øvrige småting. Som
Stiftstidende skriver, mangler tyven bare lærredet, hvad mange dog
sagtens kunne slå op, dengang 8mm var almindelig udbredt i private hjem.
Efter et par hastige opkald til det københavnske sidegadekontor sættes
tolv nye pakker med kød straks sat på flyveren nord-nordvest, så ingen
den aften gik hjem med uforløst sag.
I januar 1975 sætter Skadelund Kinografen til salg, men nøjes med at
indgå en forpagtningsaftale. Foruden at have startet grillbar i
Samsøgade har han og fruen nemlig i december året forinden taget
skridtet og åbnet Porno Cinema inde i midtbyen, hvilket ikke levner tid
til Kinografen. Således tager Kurt Olsen nu Vejgaard i sin besiddelse
efter, han et halvt år forinden måtte opgive at fortsætte
Fotorama for
enkefru Beck, hvor man ikke kunne nå til enighed med ejeren om, hvordan
fremtiden skulle tegne sig. Ud af det blå kommer et fint premiereindslag
fra Borg Film på ”Hævneren Shane” med Mike Marshall i titelrollen mandag
den 24. februar, hvilket allerede er før overtagelsen officielt finder
sted 1. april.
Med sit samtidige job som salgschef for filmselskabet Columbia-Fox,
betyder det i forhold til repertoirevalg et kortvarigt farvel til de
frække damer, men fra 11. oktober 1976 kan man se noget så aparte som en
danmarkspremiere på ”De liderlige jomfruer”. Filmen er hentet hjem fra
Grækenland påsat denne obskure danske titel, er i besiddelse af en
britisk X-rating og forbudt under 18 i Tyskland, men da der blot var
tale om en uartig krimi, er nogen denne gang nok kørt afsted med
slukørede billygter.
Den 1. november kvitter Olsen sit job hos Columbia-Fox for i stedet at
blive omrejsende filmbooker for de mindre selskaber Jesper Film og så
netop Borg. Således har nu han heller ikke længere tid til Kinografen,
som han løses fra i februar 1977. Skadelund har ingen intention om selv
at fortsætte, men transporterer midlertidigt en række af sine strandfilm
tilbage mod øst. Kinografen spiller sidste gang mandag den 29. juni 1977
nok så højstemt med et uidentificerbart program vielleicht aus
Deutschland, hvor ”Den frække elevator” kører sammen med ”Porno i
modeverdenen”.
Mange skulle efter sigende være interesseret i at overtage stedet, men
med hvilket formål? Der spørges til muligheden for at rive bygningen ned
for i stedet af opføre en boligblok. Kinografen ender med at blive
tæppehus, hvor salen i 1993 opdeles i tre niveauer med kvadratmeter til
værelsesudlejning helt oppe under skråtaget. Tre år senere flytter
filmene igen ind i stuen i form af videokassetter fra Christianshavn
Video med Blockbuster i hælene. I dag er stedet endt som café og
second-hand shop, hvor facaden ligner sig selv uden sin 60’er-reference.
Gitterlågerne er der også endnu.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Biograf-Teatret,
Aalborg |
Kosmorama |
Fotorama |
Aalborg Bioscope-Teater /
Biograf-Teatret |
Klubhavens Biografteater /
Klub-Biografen / Vesterbro Teater / Vesterbro Biografteater / Vesterbro
Stumfilmteater |
City-Biograf / City
Biografen / City |
Apollo / Palads
Teatret |
Fotorama-Teatret |
Haandværkerforeningen |
Palæteatret / Palæ |
Kino-Teatret / Fotorama |
Vesterbro Bio / Astoria /
Metropol |
Bio Boulevarden |
Scala Bio / Scala bio center |
Europa Bio /
Symfonien |
Aalborg Hallen (Cinemiracle
& "Windjammer") |
Teater Bio |
Porno Cinema |
Bio 5 |
Cinema 180, Tivoliland |
Biffen |
BioCity / Nordisk Film
Biografer Aalborg Kennedy |
Biffen
Nordkraft |
Nordisk Film Biografer
Aalborg City Syd |
|
|
|
|
|
|
• Gå til Kinografen
Vejgaard / Kinografen, Aalborg |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|