Klubhavens Biografteater / Klub-Biografen / Vesterbro Teater / Vesterbro Biografteater / Vesterbro Stumfilmteater, Aalborg | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 11.12.2024 |
 Klubhavens Biografteater / Klub-Biografen / Vesterbro Teater / Vesterbro Biografteater / Vesterbro StumfilmteaterVesterbro 17 Åbnet 20. maj 1907 Lukket 20. december 1934 2. pinsedag 1907 åbner Klubhavens Biografteater i Enighedslund med forestillinger dagligt fra kl. 20 til 23, søn- og helligdage allerede fra kl. 16. Et konsortium med bevilling stiftet i august 1906 består af brødrene Julius og Sofus Josephsen, der står bag produktion af instrumenter samt tømrermester Vilhelm A. Jensen, som banker biografen op i træ – klar til, det hele blomstrer og havens store restauration lidt inde bagved i haven til venstre åbner sin sommerservering sådan, som det er sket i årtier. Forud var klubhaven en hyggelig sommerudflugt værd for de indviede, men udover lidt musikalsk optræden var der ikke forfærdelig meget gang i den. Det kommer der nu, hvor alle er velkomne i Klubhavens Biograftheater, sådan som navnet lokker over dørene bag en let indskudt portal i bueform med udsmykning på siderne og masser af glas. Indenfor sker billetsalget i en lille forhal med maskinrummet placeret henover. Bagved har den brede sal plads til 325 gæster pyntet med et dybblåt, stjernebestrøet loft og rosafarvede vægge med belyste silhuetklip og klaverspil. Det er siden beskrevet, hvorledes folk strømmede til fra fjernere egne af Himmerland og Vendsyssel for at opleve dette vidunder af et biografteater alene fordi det ikke var indrettet i en butik, men folk har allerede oplevet film sat meget større op i fx Apollo Teatret, der siden klæder sig ud som Palads. Fra juni spilles i weekenden lige til midnat og Sankt Hans allerede fra kl. 10 om formiddagen uden ophold i forestillingerne. ’Programmet er udsøgt’, skriver annoncerne, der sommetider byder ind med lidt oplysninger om ny film fra Bulgarien eller hvor man nu bringes hen. Fra midt i juli gives særlige børneprogrammer tirsdag og lørdag kl. 17. I oktober hvor konkurrenterne har håbet på vinterdvale, indgås tværtom aftale med ’det allerfineste firma for fremstilling af levende billeder’, som er franske Pathé med dansk forhandling via det københavnske Kosmorama. Der vil desuden blive indlagt varmeapparater. I januar 1908 er besøget så relativt tyndt på hverdage, at der frem til sommer kun spilles fredag til søndag. Samme år den 14. august går der ild i filmen under sidste forestilling ved 22-tiden. Af kongens besøg i byen er der intet tilbage, ligesom de øvrige strimler bliver flammernes bytte. Teatrets funktionærer får selv slukket branden, før brandvæsnet når frem. Der går nogle dage, så er kongen sandelig at se igen. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 I november er et temmelig midlertidigt reklamenummer en konstruktion kaldet ’Kosmofonen’, der helt uden succes bidrager med nogle lyde til filmapparatets levende billeder. Eneretten på denne har netop Constantin Philipsen, hvis Kosmorama-titler fortsat vises herude, men allerede et par uger senere er konstruktionen erstattet af levende sangere. Året efter kommer filmene alle mulige steder fra, bl.a. Kinografen i København, der i august 1910 får kæmpesucces med ”En rekrut fra 64” instrueret af Urban Gad og Alexander Christian, som i løbet af de første ti dage bliver set af 8.000 i Klubhaven, hvor den spiller fire gange hver aften og søndag fra kl. 16. I øvrigt holdes fast i konceptet om kun at vise film i weekenden i vinterhalvåret, hvor der fortsat fyres op, mens der om sommeren reklameres med et køligt, friskt og bekvemt lokale.Den 20. september 1912 er der danmarkspremiere på ”Marconitelegrafisten” med Holger Reenberg, som endda først får premiere i København midt i oktober. Inde på Østeraagade er Biograf-Teatret delvist ejet af Biorama med rigtig mange premieretitler på programmet. Her i Klubhaven gentager det sig flere gange i korte intervaller som 18. oktober med ”Kvindehjerter” og igen 1. november ”Skovsøens datter”, hvor alle disse fra Kinografen er instrueret af Einar Zangenberg. Ti dage senere er det slut med dem, da konsortiet sælger til Enighedslunds forpagter, hr. Christensen. I sommeren 1913 er ”De ulykkelige” efter Victor Hugo en dundersucces ude i klubhaven som genoptagelse. Den har i februar været på plakaten inde i Haandværkerforeningens festsal på Østeraagade nu distribueret af Pathé Frères selv, men efterfølgende i hænderne på Sophus Madsens Dansk-Svensk Film, hvor Citys lærred blev betragtet for småt til denne kæmpefilm af Albert Capellani, der varer to timer og tre kvarter og derfor herude vises delt over to uger. Igen noteres adskillige gange totalt udsolgt som tydelig indikation på, at publikum higer efter de længere handlingsfilm. ’Det er rimeligvis den bedste, man overhovedet har set i Aalborg’, skriver Amtstidende. Bestyrer er en hr. Burmester, der siges at have gode forbindelser. I november 1915 skifter Christensen så Klubhavens Biografteater og Enighedslund ud med (i første omgang) Aars Gæstgivergaard, hvorfra hr. Andreasen betaler 10.000 kroner i bytte. Designet for biografen ændrer sig en smule i begyndelsen af det nye år og fra 5. maj 1916 navnet ligeså, da stedet fremover kalder sig Klub-Biografen og i parentes Vesterbro Teater. Stedet er atter solgt denne gang til Carl Jensen fra Skansehuset i Nørresundby, som med store armbevægelser byder på kæmpe koncert med timands orkester eftermiddag og aften. Så store endda, at direktørens navn to uger senere er Carl Menton. Hvor det nye navn omvendt kan lyde decimerende, slettes således ’klubben’ næste sommer og hytten bliver alene til Vesterbro Teater. Også den musikalske deltagelse indskrænker sig for i stedet at intensiveres indendørs i Enighedslund, der præsenterer sig som Mentons Palmehave. Denne pyntelse var tidligere morderlig populær i både Odd-Fellow Palæet og på gårdspladsen foran Apollosalen bag Beiers Hotel. Teaternavnet var i sin tid tilføjet, idet Jensen (altså Menton) havde fået tilladelse til optrædende gæster i sommermånederne. Som i København, hvor Vesterbros Teater tre år forinden sprang ud som biograf i en gammel varieté, kan man heller ikke i Aalborg blive enig med sig selv, om annoncerene skriver Vesterbro Teater med eller uden s, men starter og slutter uden efter i en periode at have puttet ’biograf’ ind foran ’teater’. I juni 1921 sælger Menton sine palmer til fhv. restauratør, nu kaffe- og kolonialhandler Alfred J. Bindslev, men Vesterbro Teater indgår ikke i handlen. Det forlyder, at Menton har tjent i omegnen af en kvart million på salget og derfor tænkt sig at købe en herregård. Mange forestiller sig, han vil flytte fra byen og biografen derved også skal blive ledig. Lige siden bevillingernes amokløb i 1906 har folk talt om, hvor fantastisk det ville være, om samtlige byens biografer blev ledet kommunalt, så man undgik guldgraverjagten for de få udvalgte. At det sjældent blev en kommunal lykke og de færreste stødte på en åre, er sin sag, men i efteråret 1921 er emnet så på banen igen. Det viser sig allerede i november, at Menton formentlig rent faktisk er ved at flytte og har i øvrigt overdraget biografteatrets ledelse til cigarhandler J.P. Hansen, der søger bevilling i håb om business as usual. I byrådet er man nu slet ikke så sikker på, at der længere er nogen gyldig bevilling at tildele nogen som helst, idet Christiansborg barsler med en ny lov, hvor det er justitsministeren, som har det sidste ord. I begyndelsen får Hansen midlertidig bevilling gældende tre måneder, men da både han og Menton i marts 1922 har været forbi ministeriet og talt deres sag, falder det hele på plads. Den oplyste pris for salget lyder i øvrigt på 73.000 kroner, hvilket er betragteligt mindre end prisen for etablissementet bagved til venstre, men stadig så meget for en bygning af træ, at driften måtte betale sig ovenud godt. En anden livsnyder savner noget at ruske i for sin datter og annoncerer som værende interesseret i at overtage et givent biografteater. Hansen kontakter da i efteråret 1923 en hr. Lauritz Jensen fra Aarhus med opstilling over tingenes tilstand deriblandt, at biografteatret skal koste 85.000 kroner, mens spilleindtægten et år forinden har været helt præcist 46.233 kroner i en tid, hvor voksne betaler 75 øre og børn 50. Byrådet indstiller i oktober, at frk. Olga Jensen kan overtage det, der fortsat måtte være en sund forretning, eftersom der i vinterhalvåret fortsat kun spilles i weekenden. Hansen oplyser ikke, at biografteatrets mestendels spiller titler, der allerede har været vist inde i centrum, hvor man i den retning forbavses, hvor lidt købere besidder kendskab til deres nye gebet. Frk. Jensen føler dog ved ankomst i Aalborg, at der samtidig ser lidt tomt ud på bænkerækkerne. Far og datter nægter herefter at vedstå sig handlen på grund af forkerte oplysninger, men dømmes i Vestre Landsret til alligevel at overtage biografteatret, da der ikke umiddelbart kan påvises uregelmæssigheder i opstillingerne. Da sagen kommer for Højesteret i december 1924 falder det efter nøjere granskning omvendt ud til Jensens fordel, mens modparten dømmes til at betale 2.000 kroner i sagsomkostninger foruden 550 kr. i erstatning. Nu er der så bare det, at Olga Jensen uofficielt har fået bevillingen overdraget. I marts 1924 tiltræder byrådet en indstilling fra tilsynet med biograferne om, at bevillingen skal bortfalde, såfremt frøkenen ikke ønsker at udnytte den. Nærmere bestemt var det de øvrige biografledere, der på denne facon med et snuptag kunne få den skaffet af vejen, nemlig Anders Møller Sahl fra Kino-Teatret, Oscar Beck fra Fotorama og Edvin Berndtsson på vegne af Alfred James Gee fra City-Biograf samt Vilhelm Børsholt i Palæteatret. De første tre havde bevilling på livstid og dermed også mere end blot et ord at have skulle sagt. Vesterbro var bare ikke sådan at slippe af med netop fordi, Landsretten havde dømt Jensen til at overtage det, der faktisk var blevet et dødsbo, da Hansen i januar pludselig var gået bort. Den anden part var derfor arvingerne, som videreførte foretagendet og selve driften blev derfor aldrig påvirket af den komplicerede polemik. Allerede i juli står det klart, at biografen ikke vil blive nedlagt på den konto, da kommunen i alle tilfælde gerne tilbyder sig som stand-in. Et helt andet spørgsmål er dog de nedrivningsplaner, der begynder at spøge, for heller ikke alle i byrådet finder, det er den smukkeste og mest moderne bygning at have liggende på det, der ikke længere er en smal og hyggelig, brostensbelagt vej ud i det grønne. Den første Aalborghal opføres nogle år senere skråt ovre på den anden side. Sidste direktørskifte sker i 1925, da Bindslev efter fire år med palmehave også køber biografen. Den nye biografdirektør lover små billetpriser og fin musik, når hans koncertmester Fritz Hansen står til at lede en trio efter overtagelse 1. maj. Efter den megen besvær får han bevillingen i oktober. Efter en let modernisering rummer salen herefter 268 pladser, hvilket sommetider er utilstrækkeligt om sommeren, hvor skarnsknægte ikke skyr nogen midler for at komme ind. Er der ikke flere pladser at få gennem døren, kan man altid kravle ind gennem vinduerne, som er nemme at åbne indefra, såfremt kumpaner i forvejen var sluppet gennem nåleøjet, hvis de ikke ligefrem blev knust. Det forlyder, at Bindslev efterhånden så sin fordel i at købe ruderne engros et helt dusin ad gangen. Hvor det var begyndt pænt alt sammen de mange år forinden, slægter Vesterbro Biografteater op gennem 1920’erne sin københavnske fætter på med westerns blandt de største trækplastre. Fra 1930 og et par år frem er der ålborgpremiere på forskellige film, der ikke tidligere har været vist i byen og flere af dem af ældre dato blandt ellers udrangerede stumfilm. En tid reklameres som Vesterbro Stumfilmteater, før disse alle er totalt udspillet og det bliver nødvendigt med en sidste gang lak – også udvendigt i 1933, hvor den herefter tager sig ’indbydende ud’ strålende i terrakottafarve. Sjældne superlativer om i Vesterbro Biografteater i det, der skal blive den næstsidste sæson, men det var også Socialdemokraten og hverken Amts- eller Stiftstidende, der ytrede sig. Pist væk er samtidig det stumme, nu står den på ’100 procent tale og lyd’. Atter som Vesterbro Teater må hytten 8. maj bestå ”Mandfolkeprøven”, der har flere kendte navne på plakaten, bl.a. Ginger Rogers og William Boyd. Næsten stumfilm ses igen i september 1933, da ”Byens lys” gør lykke og indehaveren pavestolt over, at selveste Chaplin himself skulle have godkendt den måde, hvorpå hans film blev fremvist heroppe i denne nu verdenskendte træbarak af et biografteater. Lykkelig er Bindslev også, da byrådet samtidig er med på idéen om at flytte biografen længere ind mod byen til det nordvestlige hjørne af Vesterbro og Hasserisgade. Seks dage før det nye Vesterbro Bio åbner 26. december 1934 vises sidste film i den gamle have, hvor Jenny Jugo forlyster sig blandt ”Fem glade gavtyve”. I januar 1935 er der kaniner på spil i en udstilling arrangeret af Aalborg Amts Kaninavlerforening, men herefter kravler der ikke mange indbudte rundt indendørs. Dengang klubhavens fremtid var til diskussion helt tilbage i 1906, luftedes interessere for at opføre et større antal beboelsesejendomme på området. Det er akkurat, hvad der rent faktisk sker 30 år senere, hvor et enormt byggeri i 1937 kiler sig op i seks etager til venstre for klubhavebiografen, der ikke selv står og skammer sig. Billedrammerne har fortsat lokket med filmplakater for den nye Vesterbro Bio, da Bindslev beholder ejendommen uden endda at fjerne indmaden med planer om, at kommunen muligvis ville købe stedet for at placere et nyt kunstmuseum netop her. Nu står biografteatret virkelig i skyggen, men større knægte husker nok, hvordan det var engang og bruger skuret som mål for stenkast. De får med held smadret adskillige ruder samt glasmarkisen over dørene til Vesterbro Biografteater, som der fortsat står henover. Barakken ejes på dette tidspunkt af Det Forenede Olie Kompagni, der egentlig tænker at indrette benzintank på stedet, men sælger så i bogstaveligste forstand brædderne til vognmand N.J. Nielsen. I april 1939 piller han det hele ned bræt for bræt med henblik på at genopføre salen som lade på Rørdalsvej ved siden af en cementfabrik, mens foyer og operatørrum bliver til sommerbeboelse. Efter krigen, hvor tyskerne har trængt sig lovlig meget på, overtages den af Civilforsvaret, der som led i en brandøvelse stopper bygningen med halmballer og futter den af 5. oktober 1969. Ude på gamle Vesterbro gik der også på grund af krigen mange år, før et byggeri tilsvarende Enighedslund skød op med forretning og beboelse i 1959, efter en trævarefabrik på den anden side også er væk. Vester Palæ lød navnet dengang, men det syner det nu ikke meget af i dag. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
| Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 11 december 2024 16:12:14 |