Kino-Teatret / Fotorama, Aalborg | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 11.12.2024 |
 Kino-Teatret / FotoramaØsteraagade 17 Åbnet 3. december 1920 Lukket 30. september 1974 Kompagnihuset i Østeraagade 17 på hjørnet af Bispensgade 1 for enden af Nytorv har en historie så lang, at den vil fylde mere end historien om Kino-Teatret, der siden overtages af Kosmorama. Biografen eksisterer i knap 54 år, hvilket ingenting er i forhold til de mange år før og de 50, der allerede har passeret revy siden. Den seneste bygning er opført af Handels(stands)foreningen i 1889, så lad os starte dér, dengang der stod et tykt tårn med fornemt spir i midten mod gaden, som fra 1910 til 1926 hilste på Christian den niendes statue foran, før han blev flyttet ned til banegården og skiftet ud med et juletræ for enden af Nytorv i december. Anders Møller Sahl og hans konsortium bag City-Biograf har i kamp med særligt Palæteatret men også Fotorama få meter væk trods ihærdige anstrengelser endnu ikke fået det optimale ud af lokalerne på Bispensgade. Handelsstandsforeningens sal i hænderne på Klubben Enigheden findes efter nøje overvejelse og gensidig overenskomst derimod velegnet at indrette til nyt og endnu større kinoteater. Klubben har selv udlejet den til filmforevisninger allerede i 1898. City er lukket i oktober 1920, hvor Kino-Teatret samtidig skulle være startet op, men forsinkelser i arbejdet udsætter indvielsen til den 3. december, hvor prisen for ombygningen efter tegninger af arkitekt Hother August Paludan er løbet op i 200.000 kroner mod forventet 150.000. Udgifterne afholdes af handelsforeningen, men afdrages af lejeren, der binder sig for ti år, hvorefter prioriteterne da vil overgå til Sahl & co. Ovre på Bispensgade overtages driften fra jul i stedet af konsortiet bag Biograf-Teatret på den anden side af Østeraa, hvis mindre sal med 150 pladser derved nedlægges. I knap tre uger når de to skrås at spille op til hinanden. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Foyeren foran balkonen er et udstyrsstykke i sig selv holdt i afdæmpede, antikke farver indrettet med dyre Chesterfield sofaer og større end forhallen nedenunder, der spoleres af en udgang fra balkonen til venstre og salen til højre. Langs husets venstre side løber kun en smal gyde til et ældre nabohus. Det lod sig på dette tidspunkt derfor dårligt gøre anderledes, hvor den indre gård endnu ikke er til megen hjælp; denne skal være tagoverdækket palmehave for en ny restauration ved siden af og ombygningen i forvejen meget omfattende. Operatørrummet er placeret foran balkonen, hvor der udover kontor også er wc, som der ligeledes findes et af i stuen, hvilket er meget moderne for Aalborgs biografer i 1920. På anden sal ligger yderligere en festsal i halv højde med samme længde over biografen, som forsøges indrettet til danselokale. Det anbefales umiddelbart ikke på grund af de store indhug, der allerede er gjort i murværket for at få salen banket på plads indenfor rammerne, men danset bliver der nu alligevel, da klubben flytter derop.Hvad der dog blev plads til af bekvemmeligheder, er en nydelse at beskue. I den kostbart indrettede vestibule er opsat tæppeapparat, som for en periode erstatter det typiske billetkontor, der siden placeres ude til højre. Trapperne er marmorbelagt, alt sammen stråler af elegance. I alt rummer salen 378 pladser på gulvet og 176 polstrede på balkonen her opstillet amfiteatralsk totalt dermed 554, hvilket endnu på dette tidspunkt er over 300 flere end i City. Salens dybrøde vægge mellem grøngrå pyntesøjler er forneden pyntet med paneler, mens loftet beholder sin oprindelige stuk. Billedfeltet fremtræder fyldigt mellem gråtykke fløjlstæpper, der med håndkraft trækkes til side før forestillingens begyndelse. Loftets lysekroner er pudsige størrelser af bambus med gul silke. Åbningsprogrammet med klaverledsagelse består af naturoptagelser fra Colorado med en tur ”Rundt Kap Horn” baseret på Jack Londons roman med Mitchell Lewis i hovedrollen. Repertoiret vil med reference til København som hidtil bestå af Palads og Metropolteatrets repertoire fra Dansk-Svensk Film, der alt sammen ledes af Sophus Madsen og i rollen som City-Biografs forrige direktør endnu har penge i konsortiet heroppe, der på samme facon omvendt har økonomiske interesser i København. Hr. Burmester er Kino-Teatrets officielle leder, som tog over, da Madsen flyttede til hovedstaden. En kort periode havde han også styret programmet i Palæteatret og forud ledet Klubhavens Biografteater, hvor han etablerede den gode forbindelse til Sophus Madsen og hans dengang nystiftede filmselskab. 1920’erne ruller herefter de første år på skinner for denne byens største biograf, men da Apollo springer ud som Palads Teatret fremme i 1924 med fangarme til selvsamme Madsen bundet sammen af Odenses Palads, søger Dansk-Svensk Film derover. Kino-Teatret må tage til takke med amerikanske distributører som Paramount og United Artists, der fx giver en repremiere på ”Zorros Kendemærke” med Douglas Fairbanks, som forinden har været en succes både her og i det københavnske Palads. Et par år senere bliver det nye Kosmo Film leverandør til Kino-Teatret og giver flere af sine titler danmarkspremiere, bl.a. den i dag bedst kendte af de tidlige film med Bartolomeo Pagano som ”Maciste i Underverdenen”, der efter feberen har raset ud ikke gør stort væsen af sig. Kosmo bliver dog i sig selv udfordrer til de danske distributører ikke mindst Madsen med mange seriøse film, men har i København ingen sikre aftaler med premierebiografer og må forhandle sig frem fra film til film, hvilket betyder, de ofte står i skyggen. Blandt selskabets uomtvistelige hits er filmen om ”Papitou” med Josephine Baker i 1928, der kommer på plakaten både i april og august, hvor teatret rendes over ende i publikums lønlige håb om at se mere end bare bananer. Direktionen gør i den forbindelse sandelig også noget ud af det i form af et 4-5 mands jazzband, der spiller under forestillingerne, ’for at publikum kan komme i den rette charlestonstemning’. Den alt for lille forhal og sammenklemte stolerækker på gulvet delt af to midtergange i tre afsnit bliver trods den umiddelbare skønhed dog en sammenbidt affære, der nok sikrer fyldte huse, men publikums foretrukne bliver den aldrig for alvor og tonefilmsæraen kommer salen ikke til at opleve under sin nuværende ledelse. I 1930 kommer Fotoramas Oscar Beck med et tilbud om at overtage salen så indbydende, at Sahl takker ja, da han samtidig fritstilles fra tidligere klausuler. Sidste forestilling finder sted søndag den 19. oktober i form af ’den store tyske tendensfilm’ ”Den røde lanterne”, hvor der med ægte tysk grundighed ikke bliver lagt skjul på noget, sådan som Amtstidende med disse ord lovede nogle dage forinden og dermed atter sikrede Kino-Teatret stuvende fuldt hus og stribevis af røde lygter henover weekenden. Forandringen kommer med udsigt til en større ombygning for Becks vedkommende, men for ham var der ingen vej udenom, da hans gamle biograf for at blive godkendt af brandmyndighederne til fortsat drift ville medføre langt større omkostninger. De næste uger går på at rippe teatret for sine luksusvarer, hvorefter Beck påbegynder en ombygning, for også at sikre biografen 100% i al fremtid hvad angår brandfare. Således pilles operatørrummet ned på balkonen for at blive placeret i stuen med separat indgang fra gyden. Større forandringer er på tegnebrættet men endnu så overskuelige, at disse planer indtil videre stilles i bero. Ved genåbningen er det endda det gamle apparatur, der er hentet med over, da Fotorama onsdag den 12. november 1930 slår dørene op i Kino-Teatrets gemakker med den tyske ”Vaarbrud” fra medindehaverens Frede Skaarup Film. Filmen er lettere vovet forbudt for børn og samler nemt fuldt hus med stor interesse for hvad arkitekt Beck nu har fundet på også selvom hovedattraktionen er stum. Efter generalprøve om mandagen, debuterer Fotorama på sin nye adresse tirsdag den 9. december med sit første tone- og taleprogram i form af ”Den blaa Engel” med Marlene Dietrich og Emil Jannings som en af tidens fuldtræffere. Også denne er tysk og det samme er anlægget nemlig af mærket Klangfilm. Så er Fotorama som i gamle dage oppe på beatet, hvor selv filmen er fra distributionsselskabet af samme navn, der jo også et sted ude i bestyrelsesforgreningen havde øvrige interessenter med penge i foretagendet heroppe end Skaarup selv. Fra 1933 føres Fotorama op i højeste afgiftsklasse, hvilket betyder, at man ligesom City Biografen og Palæteatret spiller hver dag fra kl. 17. Otto Beck dør i juli 1935, hvorefter bevillingen overgår til hans enke Karen Marie Louise uden at være blevet opslået ledig. Man er i månederne efter usikker på, hvordan det fremover skal foregå, da arkitekt Beck havde haft sin på livstid, om den nye skal fortsætte således i direkte arv eller løbe i fem år. Udvendigt ændres hele facaden på Kompagnihuset året derpå, hvor tårnet og spirret i midten forsvinder til fordel for et åleglat udseende, hvilket mange begræder, da det fratager huset sine helt særlige karakteristika. Indvendigt foretages den sidste helt store ombygning i august 1939 med genåbning søndag den 3. september, hvor ”Tre skøre musketerer” spiller med Don Ameche og The Ritz Brothers. Fotorama fremstår herefter på en ’mere moderne og tidssvarende måde’. Foyeren har allerede forinden fået den rette bredde med udgangene mod torvet fjernet for ved kunstgreb at føre publikum bagom til højre mod Bispensgade også fra den ombyggede balkon henover en løbebro over den indre gård til bagtrappen efter ombygningen i 1936, mens en eksisterende hovedtrappe er flugtvej til højre. Således er den tidligere indgang i midten blevet et stort skab med billeder og plakater med indgang i hver side. Fra billetkontoret til højre, gives fortsat kun adgang til foyeren gennem tælleapparat. Bagved er der atter pyntet op nærmest som i gamle dage med mægtige spejle og garderobe. Døren til venstre fra gaden lukkes snart til igen for at skabe plads til et større herretoilet. I salen har vægge og loft fået en nutidig beklædning visse steder voksdug indirekte belyst også omkring det store proscenium dekoreret som et vandfald alt sammen holdt i lyse farver med pudsig virkning og et stort ur til venstre. Gulvet er belagt med linoleum, mens samtlige gamle rækker er afløst af magelige, lyse træstole på hver side af en midtergang beklædt med rødt læder på sædet og et tilsvarende rødligt stof på rygfladen. Balkonen er ekstra luksuriøst indrettet med tomands sofaer på første række og antallet af siddepladser totalt reduceret kraftigt til 450. Krigen slider på folk og Fotorama. Da fru Becks bevilling står til at blive forlænget for anden gang i 1946 – svaret fra tidligere dermed givet – stilles som primært krav, at der gives bedre adgang, bedre belysning, bedre udgangsforhold og bedre rengøring. Lignende fordringer var man også troppet op med forrige gang, hvilket dengang bragte fru Beck på krigsstien med beskyldninger rettet mod byrådet, at man var ude på at slå hende ned på falsk grundlag. Ikke sådan bogstaveligt, naturligvis, men for at overtage biografen med henblik på at drive den kommunalt. Tanken havde man leget med i årevis og misundeligt skævet til især Odense. ’Vi kan nu meddele Ministerium og Filmraad, at vi ikke anbefaler fornyelse’, lyder det fra borgmester Marius Andersen i 1946, men det fik hun altså alligevel. Kommunen får tolv år senere Europa Bio og i 1967 ydermere Teater Bio. Da Fotorama folder lærredet ud i scopestørrelse reduceres antallet af pladser til 408. Her kan man fra 17. juli 1957 se Eddie Constantine boltre sig med lækre damer og daske til fyrene i ”Smarte piger, skrappe drenge” i en af mange med den populære franske skuespiller, der holder hof både i Fotorama og andre af byens biografer alt efter filmens danske distributør, i dette tilfælde Constantin. Fra 1965 ejes bygningen af Kjøbenhavns Handelsbank, der har planer om at overtage Fotorama for at indrette ekspeditionslokaler og Karen Louise Becks lejemål opsiges derfor pr. 1. april 1966. Planen er at flytte Fotorama over til et tidligere automobilværksted beliggende på Vesterbro 95-97 eller nærmere Scala i Aalborgs udkant. Da banken i stedet sælger videre til Dansk Supermarked ved Salling og A.P. Møller i 1967, giver det Fotorama en livsforlængende indsprøjtning, da man tilsvarende må opgive at bygge Kompagnihuset om til Føtex, hvor planen var at inddrage Privatbankens bygning til venstre tidligere tilhørende Amtstidende. I det mellemliggende år har der fredag den 30. september 1966 som eneste sted i landet været danmarkspremiere på Johan Jacobsens ”Søskende” produceret af Flamingo Film distribueret af Athena, som for Beck bekræfter, at der overhovedet ikke er behov for virkelig kunstneriske film i Aalborg, i hvert fald ikke i Fotorama. Den danske film spiller kun henover weekenden, hvor direktricen aldrig før har set så få mennesker i sin biograf, for straks at skifte ud med en russisk version af ”Hamlet”. Fru Beck var nemlig vild med russiske film, mens alt det hun som regel havde på plakaten, med egne ord var hende så inderligt ligegyldigt. Kun lidt flere stifter bekendtskab med den nye historie om den danske prins, som året forinden havde spillet fem uger i det københavnske Alexandra, mens den danske med en lang række gode skuespillere som Preben Lerdorff Rye, Birgitte Federspiel, Vigga Bro – og Gunnar Lauring samt mange flere efterfølgende sammesteds derovre nøjes med seks dage, hvilket så er dobbelt op i forhold til Aalborg. Fru Beck konstaterer nøgternt, at hun igen må nøjes med at henvende sig til de unge, hvor det fine publikum for længst er erobret af familien Elimar ude i Scala. To uger senere har Fotorama igen danmarkspremiere helt solo, denne gang en titel fra Regina Film kaldet ”Eddie i dobbeltild” fredag den 14. oktober 1966. Da det igen drejer sig om en herre med efternavnet Constantine, er der atter smækfyldt med penge i kassen. Halvanden måned senere kan Fotorama mod alle odds fejre sine 60 år i byen heraf nu 36 på nærværende adresse foruden et årti med bunkevis af danmarkspremierer på attraktive titler ikke mindst en stribe agentfilm og westerns. At være ungdommeligt rettet er dog ingen garanti for fuldt hus. Samme forår havde en anden dansk solopremiere fra Athena med engelsk co-producent heller ikke samlet mange trods en så lokkende titel som ”Ih, du alt forbarmende” med bl.a. Lotte Tarp, Karl Stegger – og Gunnar Lauring. Sølle to dage spille denne i København, da Aladdin forbarmer sig til at sætte den på plakaten halvandet år senere. At Fotorama måtte være faldet af på den, kan man læse flere steder, hvor direktrice og inspektør er kommet om ikke i uføre så i hvert fald på kant med loven. Sagen involverer også en sexkiosk på Løkkegade, hvis indehaver ligeledes har udstillet en række utugtige fotografier fra Fotoramas seneste program ”Sex i København”. I marts 1971 indvilger 78-årige fru Beck og inspektør Thorkild Pedersen at betale hhv. 600 og 300 kr. i bøde for overtrædelse af politivedtægtens paragraf 12, den såkaldte pornoparagraf omhandlende anstødelige billeder, selvom man forholder sig helt uforståelig overfor anklagen. Som bevisførelse medbringer Pedersen plakater og fotografier af selvsamme udstillet i hovedstaden, hvor de ikke skaber problemer for Vester Bio og ej heller i Odense-forstaden Dalum, hvor filmen forinden har haft danmarkspremiere i Imperial. Politiet finder endda, at Pedersen er heldig, da han i kraft af sin stilling som funktionær slipper 100 kroner billigere end kioskejeren, der må af med 400 kr. (og som for resten om aftenen i sin tjans af operatør viser det, der er værre oppe i Aabybro Bio, før der også kommer Mini-Bio her på Løkkegade med samme repertoire). ’De skal også tænke på, at Fotorama ligger tæt på et tæt befærdet strøg, mens Løkkegade er forholdsvis mennesketom. Politiet har været meget venlig imod dem.’ Heldigt for Vester Bio, at den ligger godt gemt i en baggård. Størrelsen på fru Becks bøde var i øvrigt betinget af, at hun allerede tidligere havde modtaget en for samme forseelse. Hun nægter efter sigende at betale og klager til Foreningen af Danske Filmudlejere samt Danmarks Biografteaterforening over ’pornopolitiets’ fremgangsmåde. Træt af behandlingen lader hun film- og biografkøbmanden Gunnar Obel tager over i april 1973. Han er en mand, der kan tåle lidt af hvert og nærer i hvert fald ingen hæmninger, når det kommer til præsentation af frække sager oppe på lærredet. Han er herudover både dygtig og ambitiøs med udmærkede planer for en ombygning af Fotorama til to sale, sådan som han flere steder snart moderniserer især jyske biografer, ligesom han tager sine chancer i København, hvor han taber mere, end han vinder. I Aalborg må Obel hurtigt konstatere, at hans projekt ikke matcher Dansk Supermarkeds forventninger om at kradse mest muligt ind på korteste lejebasis, hvilket gør det kropumuligt at investere noget som helst i lokalerne. Allerede i august må fru Beck søge en anden, der kan drive biografen videre det sidste år, hendes kontrakt løber, hvor da Kurt Olsen overtager forpagtningen i oktober. Han er jysk salgschef for distributionsselskabet Fox-MGM og vil kun fortsætte i dette job, såfremt det ikke lykkes at forlænge kontrakten med fem eller hellere ti år for i alle tilfælde at gennemføre en påkrævet større ombygning. Brandvæsenet har nemlig erfaret, at salens gamle beklædning kan være farlig. Til en begyndelse kommer en række af filmselskabets titler på plakaten i Fotorama, hvis repertoire mærkbart forandres, hvor nogen vil kalde det en forbedring, mens andre søger samme vej som de utugtige og suspekte. Her kommer bl.a. Kinografen ind i billedet, men også i Palæ kan man i sene aftentimer støde på sager, der ikke lød som de Morten Korch-film, man ellers har haft succes med. Det bølger frem og tilbage mellem Fotorama og Dansk Supermarked, der fremsætter et helt umuligt købstilbud, hvorfor sidste forestilling nødvendigvis finder sted mandag den 30. september med en film fra egen hylde, nemlig Robert Altmans ”M.A.S.H.” i den nye konstellation Columbia-Fox. En kort stund opfører Kinografen sig ordentligt igen, da Olsen et halvt år senere flytter derud. Fotorama har stået tom et år, da nu entreprenør John Jensen i oktober 1975 ansøger om at bygge den lukkede biograf om til to sale med grillbar i det eksisterende indgangsparti og serveringslokaler i balkonfoyeren. Den nuværende skulle da indrettes med 166 pladser, mens en indskrumpet sal 2 på balkonen som serveringsbiograf stod til at rumme 30-50 personer. Ombygningen godkendes af brandvæsenet, såfremt alle de eksisterende brandbare beklædninger pilles af. Et halvt år senere kommer Fotorama-Grill til verden uden film men kombineret med spiritusbar og spillehal. I december 1976 går stedet under nye ejere som Nytorv Smørrebrød og Grill. Den bliver i 1981 til en ordentlig whopper i form af Aalborgs første McDonalds med personalerum og toiletter i øverste foyer, mens selve balkonafsnittet benyttes til fryserum med resten af salen overdækket som ventilationsrum. Førnævnte ret serveres i øvrigt skråt overfor i Biograf-Teatret, så på Østerågade kan man i dag købe burgers i to af byens gamle biograflokaler. Allerøverst har Dance Studio endnu ikke opgivet at svinge benene. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
| Gå: tilbage - op Opdateret fredag, 13 december 2024 08:07:44 |