Biografen / Phønix-Teatret, Randers | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.12.2024 |
 Biografen på Brødregade - åbningsprogram den 7. april 1907Biografen / Phønix-Teatret Brødregade 19 Åbnet 7. april 1907 Lukket 31. marts 1917 I forbindelse med åbningen af Biografen i Brødregade søndag den 7. april 1907 nævnes det i Randers Amtsavis, at disse levende billeder er som et tveægget sværd. ’Den kan virke opdragende og fornøjende, men kan ogsaa have skyggesider.’ Den skarpe konkurrence skal således allerede i hovedstaden have afstedkommet en række pikante billeder, ’for hvilke vi dog heldigvis endnu har været forskaanede i Randers.’ Som den tredje biograf i byen og det fjerde sted man kan se film, når de levende billeder som del af varietéunderholdningen i Kasino tælles med, er tilstrømningen på åbningsdagen intet mindre end ’aldeles overvældende’ i publikums forventning om, at konkurrencen straks vil slippe uartighederne løs. Det er dog kun sobre sager, man kan se hos Nordisk Biograf Co. i smedemester A. Christensens ejendom, hvis biograflokale med forsænket gulv og plads til 180 gæster fordelt på 30 rækker er seks meter længere end Kinografens i forvejen langstrakte sal – og således væsentlig smallere. Hvor den nye i Middelgade åbnet blot tre uger tidligere har plads til 230, må Kosmorama nøjes med 175. Trods lovlig slank noteres Biografen som hyggelig og bekvem at besøge ikke mindst grundet det righoldige og afvekslende program. Biografen har i øvrigt stået færdig i næsten et år uden tilladelse til at åbne, hvor den brogede butiksrude mod gaden pirrende har berettet om det, der gemmer sig indenfor. Ombygningen af ejendommens venstre side var påbegyndt i marts 1906, men huset fra 1881 er opført med masser af træ og brandbare materialer overalt. En større ombygning er påkrævet med gipsplader på samtlige vægge og loftets bjælkelag. Det kræves samtidig, at etagerne over tilskuerrummet ikke benyttes til andet end lager og pakrum for ’ikke særlig brandbare’ varer, men en sadelmager huserer endnu heroppe. I baggården har Christensen desuden en vognfabrik. Belysningen skal være elektrisk, mens en kakkelovn anbringes, så den ikke indsnævrer udgangspassagen mod gården til højre med portudgang til gaden i forhusets højre side. Den bliver vist nok bygget ind i vaskerummet til højre foran. Maskinrummet ligger i den modsatte ende bag vinduet ud mod gaden. Akkurat til højre sker billetsalg gennem luge i den smalle entré og bagved strækker salen sig. ’Før lokalerne tages i brug skal der fra brandkommissionen foreligge en attest for at der fra deres side intet vides at erindre’ – og det tog altså grumme lang tid. ’Biografen er nutidens smudslitteratur på lærredet’, lyder det mange steder fra. Censurspørgsmålet er på byens dagsorden i maj 1907, hvor man nu ikke længere er så bekymret for filmene, der transporteres over fra København, hvor de er blevet underlagt en fællescensur, der også omfatter Frederiksberg. Mere urolig er man for titler, der importeres til provinsbiografer direkte fra udlandet eksempelvis gennem Tyskland. Der henvises både i Randers og mange andre steder til ’slemme ting’, man har set i forstæderne uden at redegøre nærmere for slibrige detaljer, vi ellers vældig gerne hørte meget mere om. Som en lidt usædvanlig praksis før censuren bliver landsdækkende i 1913, lader man i Randers nu filmene i Kosmorama gå helt fri for granskning af de lokale myndigheder. Formentlig vil det også omfatte de fleste af Kinografens film, der har været vist i København – men hvad så med Biografen, der drives af en jysk rejsebiografvirksomhed? Den 13. juni 1908 vises et nyt stort program denne lørdag og søndag, skriver annoncen, der videre beretter, at sæsonen hermed slutter med genåbning den 1. august. Det sker imidlertid ikke og Biografen står herefter tom i yderligere et år. Først søndag den 15. august 1909 genåbnes etablissementet af Christensen selv, der personligt har fået bevilling med ’smæk for skillingen’ som slagnummer – blot 20 øre for voksne og 10 øre for børn foruden gratis program. Lærredet er hængt op, så der bagved gemmer sig et lille rum til klavermusikken, hvor også smededrengene efter almindelig arbejdstid kan få afløb ved at banke løs på jernplader og øvrige genstande alt efter, hvad der nu foregår oppe på lærredet, som de kan følge handlingen i fra den anden side. En konstruktion blandt andre spidsfindigheder skal være i stand til at frembringe lyden af brusende vand. Salen er forandret en smule, så der omkring indgangen er indrettet et kønt venteværelse, sådan som Kinografen har haft fra begyndelsen. Nu er et traditionelt billetkontor placeret bag ruden, hvor der før var operatørrum, hvis nye maskiner er trukket med ind bagved. Forkortet er salen blevet nydeligt dekoreret fremfor de tidligere så nøgne vægge, ligesom facaden er pyntet gevaldigt op. Biografen har herefter 150 pladser med tidligere skuespiller Ludvig Castella fra Kosmorama som ny forretningsfører, mens denne i øvrigt er under ombygning for på samme facon at skabe sig et venteværelse. Den i øvrigt spændende Castella fortsætter ledelsen af Kosmorama, men kaster fra start sin kærlighed på Biografen, hvor det hænder, han selv synger eller reciterer under forestillingerne eller hyrer gamle bekendtskaber til det. Han har i sin tid optrådt ved Dagmar Teatrets åbningsforestilling i København den 7. marts 1883 og med baggrund i hans efterfølgende tilknytning til Aarhus Teater etableres desuden en god forbindelse til Fotorama i samme hus, som er i færd med at stable en større filmproduktion på benene. Glæden bliver relativt kort, da Gottlieb Erichsen fra Kinografen kaster sig i armene på Fotoramas Frede Skaarup for fremme i 1911 sammen med ham at overtage Kosmorama, som Castella dermed forlader. Mandag den 6. marts 1911 indtræffer midt på eftermiddagen en voldsom eksplosion, der blæser både det store butiksvindue og ruden i døren ud, hvor glasskårene flyver henover gaden og sårer nogle forbipasserende. Ud strømmer sort røg, efter ild har fået fat i træværket. Branden slukkes hurtigt, alt imens opmærksomheden retter sig mod det fortsat lillebitte lokale, som indtil få minutter forinden rummede fremvisningsapparatet og aftenens program, der efter prøvekørsel om formiddagen var puttet ned i den zinkkasse, filmene altid opbevares i, når der ikke gives forestilling. En teori går ud på, at kassen har stået åben og at en glød fra buelampen skal være faldet ned og antændt filmen, men det burde ikke forårsage selve den store eksplosion. Det konstateres, at der nærmere har udviklet sig varme og gasarter i kassen, som til sidst har antændt den brandfarlige film, der så er eksploderet uanset hvor mærkværdigt, det forekommer. I hvert fald er der intet tilbage af maskinrummet, der fortsat beklædt med træ og gips ligger spredt ud over det molesterede venteværelse. Heldigvis var operatøren ikke ankommet, ligesom heller ingen anden befandt sig i Biografen på tidspunktet for ulykken. Der går dog tre uger, før Biografen kan genåbne søndag den 26. marts 1911, hvor det påpeges, at enhver forholdsregel er taget i forhold til publikums sikkerhed. Det ændrer ikke på det brandfarlige faktum, at et nyt og større operatørrum isoleret af stærkere materialer fortsat ikke har separat adgang men kun et lille vindue mod en smal åbning ind mod naboejendommen, der for resten sprænges i luften under 2. verdenskrig, men det er vist en helt anden historie. I august 1913 skifter Biografen navn til Phønix-Teatret, efter Castella har udstukket en konkurrence om at finde på det bedste navn, der i højere grad positionerer Biografen i forhold til Kinografen. Sammen med Otto Petersen, der den foregående sæson har drevet Teater-Biografen i Randers Teater foruden, han ejer Frederiksberg Biograf ovre i hovedstaden, har de i fællesskab overtaget ledelsen af Biografen, der fortsat drives på Christensens bevilling. I teatret er det Foreningen Harmonien, der er den lykkelige indehaver af en sådan, men i den nye sæson lægges filmene derovre midlertidigt på hylden. Nu sættes Phønix-Teatret i højsædet, hvor repertoiret udelukkende skal bestå af titlerne fra Palads-Teatret i København. Dog vil Pathé-filmene ikke blive de fremherskende, som det noteres i en sidebemærkning med hilsen bagudrettet til Gottlieb Erichsen og Kosmorama. Der var for resten to vindere af nævnte konkurrence, hvoraf den ene bor i Aarhus nemlig teatermaler Emil Poulsen fra Aarhus Teater, som jævnligt har været engageret af Fotorama. Det er en lille verden, man lever i. Af forslag, vi i øvrigt gik glip af og som derfor aldrig kom til at pryde dansk biografhistorie, var opfindsomheder som Aurora, Biothalia, Den løjerlige Graaspurv, Eldorado, Fortuna, Guldfuglen, Kosmopolit, Meteor, Olympia, Succes-Teatret og Triumfhallen samt mange andre deriblandt, hvad direktøren særligt måtte have skelet til i sine overvejelser, Castella-Teatret. Med udvendig smartness i skikkelse af Phönix-Teatret er stedet godt hjulpet af Enrico Guazzonis episke ”Quo Vadis” som en af sine allerførste programmer – en gevaldig succes, der roses nærmest som ingen forud for sine helt usædvanlige, kunstneriske kvaliteter samtidig med, at filmen er stærkt underholdende. Musikken noteres også at være fin, hvor en ung frøken et par år senere ligefrem får skyld for at være helt udmærket, men hun var også elev på musikkonservatoriet. At filmene desuden i enhver retning kan måle sig med konkurrentens ses eksempelvis, da den ligeledes italienske ”Cirkus Wolfsons sidste gallaforestilling” instrueret af Alfred Lind er på programmet henover fem dage i november 1916 for at lade ugens visninger afrundes af Randers Teater om søndagen. Petersen har nemlig aldrig kappet forbindelsen til Harmonien, så allerede fra oktober 1914 vises de største film i det store teaterrum på ugens sidste dag og sommetider længere endnu, hvor Phønix så tager sig en slapper. Et par uger efter cirkusforestillingerne indrykker ’flere landboere’ med denne signatur en annonce, hvor direktionen for Phønix-Teatret ’anmodes om atter at opføre den bedste film vi nogensinde har set’. Nu ved vi naturligvis ikke, hvem der lige præcis har betalt for den nævnte reklame, men konkurrenten plejede selv at være kæk, så hvorfor ikke også Castella og Petersen? Et par dage senere er Wolfson pudsigt nok ’efter utallige opfordringer fra by og land’ atter på den høje hest. Filmen får siden repremiere i juni 1922, hvor den såmænd finder vej til konkurrentens Kosmorama, der er begyndt at sluge sine kameler. Et stormvejr rammer imidlertid hårdt uden, man endnu er klar over konsekvenserne. I november 1916 er smedemesteren død, hvor enkefru Laura Christensen har fortsat mandens forretninger med assistance fra sin søn. To måneder senere dør hun selv blot 58 år gammel. Herefter inddrages bevillingen for at blive opslået ledig og Phønix lukker derfor noget pludseligt den 31. marts 1917 efter flere dages fuldt hus til Victor Sjöströms ”Terje Vigen”, hvor omsætningen den sidste tid har oversteget Kosmoramas. Herefter intensiveres biografdriften i Randers Teater, hvor nu ”Quo Vadis” får repremiere på et meget større lærred og filmens billeder kommer til sin ret. Sønnen sætter den nedlagte biograf til leje velegnet ’særlig til udsalg af landbrugsmaskiner eller lignende’, hvilket selvfølgelig matchede den bagvedliggende fabrik, men ’lokalet kan omlaves efter en solid lejers ønske’. I oktober sælges både fabrik og ejendom til smedemester M.C. Nielsen, hvor Phønix da bliver til skrædderforretning med værksted i salen. Siden er der bl.a. renseri og isenkræmmer, før en sportsforretning udvides ind i nabobutikkerne. Sal og fabrik rives ned i 1966, her er der i dag parkeringsplads. Mod gaden ligner forhuset sig selv blot uden porten i højre side. Otto Petersen fortsætter samarbejdet med teatret og tager sin gode ven med sig. Allerede samme sommer får han lov af herredsfogeden til at opføre et biografteater på Strømmen syd for centrum, men byfogeden anfægter tilladelsen ved at hævde, at afgørelsen hører ind under Randers Politi. Således bliver det op til Justitsministeriet at træffe beslutning om hvem, der har ret. Det falder ud til politiets fordel og ser man det – i januar 1918 får overbetjent Severinsen bevilling vel at mærke officielt den tidligere, som er blevet ledig efter Christensens død. Den snart fhv. overbetjent går imod strømmen og samler et konsortium, der i stedet opfører Raadhus-Teatret solidt planket i centrum. På den anden side af vandet står Skanse-Teatret først fast som en klippe ti år senere i november 1927 efter utallige hovedbrud, der i mellemtiden har handlet gevaldigt om, hvordan bevillingsafgifter skal deles mellem sognene. En ny fik Petersen aldrig i provinsen, men i hovedstaden slår han sig i 1924 sammen med sin nærmeste konkurrent om at åbne Rialto, hvortil han får sin bevilling overført fra Frederiksberg Biograf. Den bedre halvdel er Constantin Philipsen, der derovre med Kino-Palæet også var manden, som i sin tid startede Kosmorama både i København og i Randers. Et kinopalæ får man sandelig også her i byen, men først kiler Kosmo-Palæet sig ind imellem – alt dette må man dog læse mere om hos Gottlieb Erichsen, der med navnene ærer sin gamle ærkerival. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
 • Gå til Biografen / Phønix-Teatret, Randers | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 14-11-2024 |